Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside og konstant tilpasse den til dine behov. Vi bruger også cookies til at udvikle nye temaer og funktioner, som hjælper dig. Vi anbefaler, at du accepterer alle cookies på vores hjemmeside, da den ellers ikke vil fungere optimalt.

Accepter cookies og fortsæt Afvis cookies

Tjek dit fyr inden vintersæsonen

Når vinteren nærmer sig, så skal dit fyr rigtig på arbejde. Derfor er det en god ide at tjekke, om alt er som det skal være, inden vinteren for alvor svøber sig om os.

Tjek indstillingerne

Det er vigtigt, at fyrets varmestyring er indstillet korrekt – for ellers kan du risikere, at der ikke bliver varmt nok eller at bruge for meget gas. Hvis fyret har været slukket henover sommeren, vil det ofte genstarte med fabriksindstillingerne – og ikke de indstillinger, du selv havde indkodet for at få fyret til at passe til dine behov. Så må du have manualen frem og indtaste indstillingerne igen. Hold øje med fyret i de kommende dage – måske skal der justeres lidt, når det er kommet i gang.

Skriv indstillingerne ned, så har du dem ved hånden, når du skal genstarte næste år.

Når vinteren nærmer sig, så skal dit fyr rigtig på arbejde. Derfor er det en god ide at tjekke, om alt er som det skal være, inden vinteren for alvor svøber sig om os.

Tjek vandtrykket

Tjek manualen for at se, hvor højt trykket skal være på dit anlæg. Hvis trykket er for lavt, eller viseren på fyrets manometer står under det røde mærke, skal du fylde vand på fyret. Når du fylder vand på, skal du sørge for, at der ikke kommer luft i varmeanlægget. Du skal først sørge for at tømme slangen for luft. Det kan du ved at fylde den med vand, inden den spændes helt fast på påfyldningsventilen. Når luften er ude, spænder du til, så slangen er tæt. Fyld nu langsomt vand på, indtil manometeret viser det rigtige tryk. Bliver det for højt, kan der komme vand ud af sikkerhedsventilen. Så skal du lukke vand ud af påfyldningsventilen, indtil trykket falder til det rigtige niveau.

Tjek friskluftåbningen

Hvis dit fyr er af ældre dato, er det sandsynligvis af typen med "åben forbrænding" – og så er det vigtigt, at der kan strømme frisk luft ind i rummet til forbrændingsprocessen. Friskluftåbningerne må derfor aldrig blokeres eller bruges som aftræk for tørretumblere og lignende. Hvis friskluftsåbningerne blokeres øges risikoen for dårlig forbrænding med udvikling af den giftige kulilte til følge. Vær opmærksom på, at vind og vejr kan tære risten på toppen af aftrækket i stykker – hvis den er meget tæret, vil det være en god ide at få en fagmand til at skifte den.

Tjek gashanerne

Anlægget har to gashaner – en på ydermuren og en indvendig, der sidder dér, hvor gasrørene er ført ind i huset. Begge haner skal være frie og let tilgængelige – for man skal kunne komme hurtigt til dem, hvis der sker et uheld.

Tjek radiatorerne

Mange termostater skal motioneres inden sæsonen begynder. De små stifter har det nemlig med at sætte sig fast. Skru selve termostathætten af og tjek, om den lille metalstift bevæger sig ubesværet. Hvis stiften sidder fast, kan du prøve at lirke forsigtigt i den, men det bedste er at få fat i en fagmand – for hvis du er for hårdhændet, risikerer du, at pakningen bliver utæt og skal skiftes.