Find
Kontakt

Afkoblingsordningen for 2023 åbner på ny den 10. maj

Er du ejer af et gasfyr, og overvejer du at skifte til en mere miljøvenlig opvarmningskilde så som en varmepumpe? Så bør du undersøge Energistyrelsens nye tilskudspulje, Afkoblingsordningen.

Denne ordning giver private husstande mulighed for at få dækket gebyret for nedtagelse af gasmåler, samt afkobling af gassystemet, hvis man ønsker at udskifte sit gasfyr, med en alternativ varmekilde så som en varmepumpe. Det er værd at påpege, at Afkoblingsordningen kun er tilgængelig for dem med et årligt gasforbrug mellem 100 m3 og 6.000 m3, og som ikke har modtaget mere end 1.500.000 kr. (200.000 EUR) i minimis-støtte inden for de seneste tre regnskabsår.

Bemærk, at gebyrfritagelsen gives efter først-til-mølle-princippet, så det er en god idé at handle hurtigt for at sikre sig en plads i puljen. Hvis du vil gøre brug af Afkoblingsordningen, skal du opsige din gasforsyning på den dato, du aftaler med din nye leverandør om at overgå til den nye varmekilde. Du kan maksimalt opsige din gasforsyning 12 måneder frem i tiden. Vær opmærksom på, at hvis du opsiger din gasforsyning hos Evida, mens afkoblingspuljen er lukket, skal du selv betale for frakoblingen af gasledningerne.

Du kan se prisen på afkoblingen på Evidas hjemmeside her.

Afkoblingsordningen er en del af den politiske klimaaftale fra 2020, og der er afsat midler til gebyrfritagelse ved frakobling fra gassystemet frem til 2026. I første omgang er der afsat 100 mio. kr. i 2023, men regeringen har tilført yderligere 139 millioner kroner til ordningen. Overvejer du at udskifte dit gasfyr med en varmepumpe, så kan Afkoblingsordningen være en god mulighed for at få dækket gebyrerne for frakobling af gasledningerne.

Ønsker du at vide mere, kan du hente yderligere information på energistyrelsens hjemmeside, via dette link:

https://ens.dk/service/tilskuds-stoetteordninger/afkoblingsordningen

Trustpilot